Anette Løvdal | Lækre glutenfrie pølsehorn og pizzasnegle
17453
post-template-default,single,single-post,postid-17453,single-format-standard,cookies-not-set,ajax_fade,page_not_loaded,,qode-title-hidden,qode-child-theme-ver-1.0.0,qode-theme-ver-7.7,wpb-js-composer js-comp-ver-5.4.7,vc_responsive

16 nov Lækre glutenfrie pølsehorn og pizzasnegle

Vores datter har lige haft fødselsdag, og traditionen tro invitere hun alle piger fra klassen hjem.  Menuen varierer ikke meget fra år til år, og

sikkert er det, at der skal serveres pølsehorn og pizzasnegle.  I klassen går en pige som har Cøliaki (tåler ikke gluten) og derfor skal der være glutenfrie tilbud til hende. I stedet for at købe færdige glutenfrie produkter til hende, bestemte jeg at alt skulle være glutenfrit – det gjorde det simpelthen nemmere for mig 🙂

Jeg har bagt meget glutenfri igennem de sidste år, men jeg må sige at de pølsehorn og pizzasnegle jeg bagte igår, det var så lækre og velsmagende, at ingen af

pigerne brokkede sig eller rynkede på næsten ( det kan de ellers godt finde på, hvis det der serveres ser anderledes ud end det de plejer at få!)

Du får opskrifterne her, for du skal ikke gå glip af  muligheden for at bage lækre glutenfrie pølsehorn og pizzasnegle.  ( jeg  har smidt resterne i fryseren, og nu har jeg små mellemmåltider til Amanda, når hun lige bliver sulten).

Opskrift på Pizzasnegle, ca. 20 stk ( glutenfri)

 

  • 5 dl håndlunt vand
  • 25 g gær
  • 2 spsk. fiberHUSK
  • 1 tsk. salt
  • 1 æg
  • 75 g smeltet smør eller ½ dl olivenolie
  • 100 g majsstivelse
  • 250 g fuldkornsrismel
  • 200 g majsmel

FREMGANGSMÅDE

Start med at lave dejen. Rør gær i ud vand. Tilsæt fiberHUSK og rør ved høj hastighed, til fibrene gelerer og bliver til en rigtig tyk gelemasse. Det er vigtigt, at gelemassen bliver så tyk, som den kan blive, for at få en dej, der er nem at rulle ud. Når massen har fået en rigtig tyk konsistens, skal den hvile i 8-10 minutter.

Bland imens melet sammen. Tilsæt æg og smeltet smør til fibermassen og derefter melet lidt ad gangen. Vær sikker på, at alt mel æltes ordentligt ind i dejen, inden du hælder mere mel i røreskålen. Dejen skal hele tiden være en ensartet masse.

Når alt mel er æltet godt ind i dejen, røres dejen på høj hastighed i 8-10 minutter. Gerne et lunt sted.

Fyldet laver du efter eget valg. Tomat saucen lavede jeg selv for at sikre mig at den var glutenfri. Jeg blendede tomatsaucen, så  den blev uden klumper.

Del dejen i 2 dele. Drys lidt majsmel ud på bordet og rul 1 del ud som en firkant. Smør tomatsovs på hele fladen, kom ost på og fyldet til sidst. Rul sammen som en

roulade, og skær så rouladen i 2 cm tykke stykker. Læg dem på en bageplade og tryk dem lidt flade.  Brug sammenpisket æg til at pensle enderne, hvis de gerne vil gå op!

Lad pizzasneglene efterhæve ca 15 min og bag i 220 gr varm ovn i ca. 12-15 min.

VOILA 🙂

 

Opskrift på Pølsehorn, ca. 20 stk ( glutenfri)

 

  • 5 dl lunken vand
  • 20 g gær
  • 1,5 tsk honning
  • 1 tsk salt
  • 2 1/3 spsk fiberHUSK
  • 2,5 spsk olivenolie, eller smeltet smør
  • 140 g Majsmel
  • ca. 240 g Fuldkornsrismel.
  • Kyllinge pølser – Hanegal
  • Ketchup
  • Sesamfrø

FREMGANGSMÅDE

Rør gæren ud i vandet og tilsæt honning. Lad det stå et par min, så gæren begynder at arbejde.  Rør salt og olie i blandingen.  Tilsæt FiberHUSK og pisk det sammen med blandingen. Lad det stå et par min til det gelerer. Tilsæt majsmel og ca. halvdelen af fuldkornsrismelet og rør det grundigt i røremaskine eller med håndmixer (dejkroge). Tilsæt nu fuldkornsrismel til det bliver en rimelig fast dej og rør det et par min.Drys lidt fuldkornsrismel på et bord, hæld dejen ud og ælt den med hænderne. Tilsæt fuldkornsrismel til det bliver en spændstig dej, der lige slipper bordet. Stil dejen til hævning i 1 time.Del dejen i 3 store boller. Rul hver bolle ud i en cirkel og del den i 6-8 stykker med en kniv. Læg ketchup på den brede ende af trekanterne. Læg  1 kyllingepølse på og rul mod spidsen. Læg pølsehornene på en plade oven på snipperne.  Efterhæves lunt  i ca. 20 min. Pensel med æg og drys med sesamfrø.

Bages i ca. 20 min. ved 225°.

Husk at du kan smide de færdigbagte pizzasnegle og pølsehorn i fryseren, så har du et nemt mellemmåltid til små sulte maver eller til dig selv  🙂

VELBEKOMME!

 

 

Endnu ingen kommentarer

Skriv en kommentar